Behandling af angst
Angst og bekymringer kan blive enormt overvældende og handlingslammende, fordi de har en evne til at sætte så meget (fysisk) ubehag i os. Ved at arbejde med det, kan du lære, at angsten eller bekymringerne i mange tilfælde blot er følelser, der kan blive overbevisende, fordi de er ubehagelige, ikke fordi de er korrekte eller realistiske. Vi behøver ikke holde fast på en tanke. Vi kan smide den væk, rette den eller udfordre den. Vi kan bekymre os om, at noget kan ske og så gøre det, vi er bekymrede for, alligevel.
I et samtaleforløb har vi fokus på og undersøger angsten eller bekymringerne til bunds; hvad nærer den og hvad er konsekvenserne, når den får lov at løbe løbsk eksempelvis. Behandlingen er med til at tydeliggøre, du ikke er angst, men du har angst i dit liv og ved at blive klogere på, hvornår bekymringerne dukker op, hvad de forsøger at overbevise dig om og får dig til at gøre eller undlade at gøre, skaber vi et overblik og gør angsten mere håndterbar.
Vi ser også på om bekymringerne indimellem kan være en hjælp til noget. Processen vil stille og roligt tydeliggøre, at tanker bare er tanker og ved at undersøge, om en bekymring ikke kun er korrekt, men også om den er brugbar for dig, kan det hjælpe til at tydeliggøre hvor og hvordan du kan udfordre bekymringerne, gå imod dem og skabe mere handlerum for dig selv i dit liv.
Ofte fortæller angst og bekymring også noget om, hvad der er vigtigt for dig (angsten for at miste, siger eksempelvis noget om, at nogen eller noget har en stor betydning for dig) og det kan derfor også give mening at se på, hvordan du kan handle på disse værdier i din hverdag.
Ikke to slags angst og bekymringer er ens, så samtalernes fokus tilpasses dig og hvordan de optræder særligt i dit liv.
Kontakt / Book tid
OBS: Hvis du har følsomme oplysninger bedes du skrive direkte på mail: kontakt@lyngbypsykologen.dk