Børnepsykolog
Jeg tilbyder samtaleterapi for børn fra skolealderen. Samtaler med børn kan være nødvendige i forbindelse med mange forskellige udfordringer, man kan støde på i livet. Ved behandling af børn under 6 år yder jeg primært behandling via forældrene, da forskning viser, at det er mest effektivt på dette stadie af børns udvikling. Læs mere om dette under 'Behandling af mistrivsel hos børn'.
God trivsel er vigtig for børns livsglæde, sundhed og mentale udvikling. Når ens barn mistrives, fylder det ofte rigtig meget og påvirker som regel ikke kun barnet, men hele familien. Som forælder kan man føle man sig frustreret, bekymret og magtesløs. Man kan også være ramt af skyldfølelser, samtidig med man har fokus på at finde årsagen til og afhjælpe, mistrivslen hos ens barn.
Børn kan sagtens som led i deres naturlige udvikling have perioder med tristhed, irritation eller vrede, men hvis de negative følelser bliver så voldsomme og langvarige, at de bliver en udfordring for barnets normale liv og trivsel, er det vigtigt at reagere og undersøge, hvad der kan være på spil.
Årsager til mistrivsel hos børn
Der kan være mange forskellige årsager til, at ens barn mistrives og nogle gange kan det føre til decideret skolevægring. Nogle af de årsager, jeg oftest ser, er:
• Angst og bekymringer
• Mobning
• Lavt selvværd / Manglende tro på sig selv / Negativ selvforståelse
• Præstationspres / For høje forventninger
• Perfektionisme / Angst for at fejle eller være ”forkert”
• Faglige og/eller sociale udfordringer i skolen (herunder en utryg klassekultur)
• Ensomhed
• Skilsmisse eller konflikt mellem forældre
• Svær relation til mor, far, søskende, bonusmor eller bonusfar
• At have en søskende med alvorlig fysisk eller psykisk sygdom (skyggebarn)
• Alvorlig sygdom i familien eller tab af et nært familiemedlem
Læs mere her om tegn på mistrivsel og behandling:
Børns og unges trivsel er min hjertesag
At bidrage til at skabe trivsel for børn og unge er en hjertesag for mig. Som psykolog får jeg et bredt indblik i, hvordan børn og unge generelt går rundt og har det og den viden, vil jeg gerne bruge bedst muligt. Børn og unge har, i modsætning til voksne, typisk ikke meget at skulle have sagt om de rammer, vi skaber for dem – de skal bare leve i dem. Jeg ser det derfor også som en af mine fornemste opgaver at hjælpe børn og unge med at få deres stemme hørt og være med til at sikre, hvor jeg kan, at vi som samfund får skabt et børne- og ungdomsliv, der er til at holde ud at være i og hvor størstedelen trives. Mit arbejde foregår derfor ikke kun i terapirummet med de børn, unge og forældre, jeg taler med, men også i den offentlige debat, hvor jeg gerne råber højt, hvis jeg føler jeg kan bidrage med indblik om de tendenser, jeg ser.
Læs publiceret artikel om børns og unges mistrivsel her.
Er du forælder til et skolebarn og oplever udfordringer i samarbejdet med skolen? Overvejer du skoleskift? Eller du i tvivl om regler og lovgivning? Så kan der også være hjælp at hente hos www.foraeldreraadgivningen.dk.
Kontakt / Book tid
OBS: Hvis du har følsomme oplysninger bedes du skrive direkte på mail: kontakt@lyngbypsykologen.dk