Pårørendesamtaler

At være pårørende er et livsvilkår, der ofte har store konsekvenser for ens liv. Med ”opgaven” følger ofte overvældende (og blandede) tanker og følelser samt praktiske gøremål, der kan virke uoverskuelige.

Mange pårørende yder over evne i forsøget på at pleje, tage hensyn til og hjælpe den syge, samtidig med at de bekymrer sig, har dårlig samvittighed og negligerer egne følelser, behov og reaktioner.

Det er derfor psykisk belastende at være pårørende og kan føre et væld af reaktioner med sig. For eksempel:

• Ked-af-det-hed og tristhed

• Udmattelse og træthed

• Bekymring og angst

• Sorg- og stressreaktioner

• Frustration, irritation og vrede rettet mod den syge eller omverdenen

• Skyldfølelse

• Skamfølelse eksempelvis over at føle sig overbebyrdet

• Negligering af ens sociale liv og fritidsaktiviteter

• Følelser af håbløshed, magtesløshed og meningsløshed

Der kan være forskel på, hvad man som pårørende oplever som mest belastende. Det kan eksempelvis afhænge af ens relation til den pårørende eller af hvad ens pårørende rammes af. Her er nogle eksempler på, hvordan man kan blive ramt, som pårørende:

Som pårørende forælder til et barn

Som pårørende til et barn, der har det svært (når ens barn har det svært, er der ingen tvivl hos mange af os at vi giver alt hvad vi har, man skal have overblik/sørge for (og nogle gange) kæmpe for at skaffe den rette hjælp, man skal skubbe på, motivere, rumme, være stærk, støtte osv. og samtidig er der ikke rigtig plads til alle de følelser og frustrationer, man selv har – det er selvsagt rigtig hårdt)

Som pårørende til ægtefælle eller partner

Som pårørende til en partner der har det svært psykisk eller bliver ramt af alvorlig fysisk sygdom (overtager det praktiske i hverdagen, er den primære forælder hvis man har mindre børn, bekymring over den andens velbefindende og frustration over at stå alene med ansvar og samtidig skulle være en støtte og måske hjælpe med at skubbe på for hjælp, huske aftaler osv.)

Som voksen pårørende til forældre

Som voksen pårørende til en forælder, der rammes af alvorlig sygdom som demens, kræft eller lignende kan det være svært at balancere imellem, at man både skal passe sit eget liv måske med arbejde, ægtefælle, børn og bolig og samtidig skal finde tid og rum til den ekstra plejeopgave, som mange pludselig oplever, når ens forældre rammes af udfordringer. For mange er det en kamp mellem gerne, at ville være der og hjælpe, men også at være forpligtet mange andre steder i sit liv og det kan føre til enormt meget dårligt samvittighed og bringe en i farezonen for selv at få en belastningsreaktion

Når ens forældre rammes kan det som pårørende også være rigtig svært at tackle, hvis man oplever, at ens mor eller far i sin sygdom ændrer personlighed, giver udtryk for stor ensomhed eller måske bliver meget krævende og har svært ved at forstå, at man som pårørende ikke bare kan sætte sit eget liv i stå og være hos og hjælpe den syge hele tiden. Mange pårørende kan i den situation udover dårlig samvittighed også opleve frustration, irritation og vrede – både rettet mod den ramte, men også rettet mod andre familiemedlemmer, man måske ikke oplever, er klar til at stille op på samme måde.

Som pårørende til misbruger

Som pårørende til en med et misbrug (langt forløb med at følelsen af at miste grebet om og kendskabet til sin pårørende efterhånden som vedkommende opsuges af et misbrug og oplevelser af brud af tillid, mistanke, bekymring eller frygt, forsøg på at motivere til at opsøge behandling og måske føle man igen og igen løber panden mod en mur, måske man får et håb om bedring det ene øjeblik for i det næste at opleve misbruget vender tilbage og man står tilbage med en følelse af svigt, frustration og håbløshed.

Samtaleforløb for pårørende

Rigtig mange pårørende har svært ved at søge hjælp til sig selv, da det først og fremmest er den syge der bliver prioriteret og tænkt på. Men da du som pårørende har en øget risiko for at udvikle en belastningsreaktion, kan det være væsentligt, at du opsøger professionel hjælp i forhold til selv at stå distancen.

I et forløb med fokus på din rolle som pårørende, vil du:

• Blive styrket i at varetage din egen trivsel samtidig med, at du støtter den sygdomsramte.

• Modtage professionel sparring og støtte samt få viden og redskaber til at forstå dine egne (og den ramtes) reaktioner.

• Få et fortroligt rum, hvor du kan tillade dig at fokusere på dig selv, læsse af og få luft for dine følelser og frustrationer uden at skulle vise hensyn til lytteren.

• Få hjælp til at lave en prioritering af de ting og aktiviteter i hverdagen, der er allervigtigst for dig, og som stemmer overens med dine behov og værdier, og få konkrete værktøjer til at etablere den adfærd, der er nødvendig for at du får ladet dine egne batterier op.

• Få hjælp til at styrke kommunikationen med dine kære, så I sammen kan håndtere situationen bedst muligt: I relationen til vores nærmeste ønsker vi ofte undgå at belaste hinanden og være til ulejlighed – det gælder både børn og voksne. Dette kan dog få den konsekvens, at den sygdomsramte og de pårørende undlader at tale om det, der er svært, af frygt for at såre eller skabe bekymring hos den anden part. Den manglende kommunikation kan føre til fejlantagelser om, hvordan den anden tænker og føler, medføre misforståede hensyn eller gøre at man kommer til at sige eller gøre noget, der sårer og som stik imod hensigten skaber afstand. Det er derfor ofte et vigtigt fokus i behandlingen at styrke kommunikationen og hjælpe dig og den ramte med at blive mere tydelige med jeres individuelle behov og grænser, samt jeres fælles ønsker.

Børn som pårørende

Børn der bliver pårørende, fordi de har en forælder (eller et andet nært familiemedlem), der lider af alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, som har et misbrug eller som bliver ramt af eksempelvis stress eller sorg, kan have det rigtig svært. Barnet kan selv være i farezonen for at udvikle belastningsreaktioner, og er ofte vidne til de voksnes reaktioner og følelser i forhold til den svære situation i familien. Barnet har også ofte sine egne bekymringer om, hvad der skal ske med den ramte eller om barnet kommer til at miste vedkommende.

Hvis den ramte eller begge forældre er i følelsesmæssig krise eller har store humørudsving, kan barnet også gå og passe på og være bange for, hvornår næste udbrud kommer og gøre alt hvad barnet kan, for at forsøge at undgå at det sker.

Børn er ofte rigtig gode til at lure, hvad omgivelserne forventer af dem og det kan også påvirke, hvor meget og hvordan, de viser deres egne følelser i en svær familiesituation, hvor mor eller far er ramt. Nogle børn pakker fuldstændig deres egne følelser og behov væk – de vil ikke belaste deres forældre og bliver ”mønsterbørn”, mens andre bliver mere udadreagerende derhjemme eller i skolen eksempelvis.

Et barn, der som pårørende, er i krise kan også tit finde på at isolere sig fra kammerater og ikke have lyst til at de ting, det plejer. Barnet reagerer måske ved ikke at ville i skole, få ofte ondt i maven eller måske enten klynge sig mere til sine forældre eller skubbe dem væk.

Skyggebarn – når ens søskende rammes

Skyggebarn er en betegnelse som bruges om børn, der har en søskende med alvorlig fysisk eller psykisk sygdom eller som har en diagnose, der fylder meget i familielivet. Som forælder er man selvfølgelig optaget af at hjælpe, hvis ens barn har det svært eller er syg, men det kan ofte betyde at det raske barn, kan komme til at stå i skyggen.

Barnet kan opleve, at dets behov bliver overset, at der ikke er plads til det eller det ser sine forældre være frustrerede og kede af det. Mange børn kan reagere ved enten at undertrykke deres behov og forsøge at være ”perfekte” og ”nemme” og ikke fortælle deres forældre hvis de synes, der er noget der er svært, fordi de ikke vil belaste deres forældre yderligere. Andre børn kan omvendt reagere ved at skrue op for kommunikationen og blive mere voldsomme i måden de viser vrede eller ked-af-det-hed, fordi de vil være sikre på at blive hørt og set.

Uanset hvad, er en ting sikkert; det er rigtig svært at have en søskende, der kæmper med noget. De strategier (skygge)barnet tilegner sig med enten at gå i et med tapetet eller råbe mere op kan blive nogle strategier som det tager med sig videre i livet og det er ikke altid lige hensigtsmæssigt.

Samtalestøtte til børn som pårørende

Samtaler hos mig kan hjælpe barnet med at få et frit rum at tale i, hvor barnet ikke skal tage hensyn til andres følelser og behov og frit kan lufte sine egne.

Min viden og erfaring som psykolog kan også bruges til overfor barnet (og forældre) at normalisere de reaktioner, følelser og oplevelser det har – det kan være rigtig rart for et barn at høre, at mange andre børn reagerer på samme måde og også oplever eksempelvis frustration, vrede og ked af det hed rettet mod sine forældre, den syge søskende eller andre. Det kan lette en tung dårlig samvittighed, som mange (skygge)børn kan bære rundt på.

Jeg kan også hjælpe barnet med at komme ud af skyggen, identificere oversete behov og få dem kommunikeret godt videre til mor eller far og hjælpe med at bedre kommunikationen helt overordnet set i de vigtige og tætte relationer, barnet har.

Læs mere om samtaleforløb for børn her. 

Til dig, der har været pårørende som barn

Det kan også være, at du som barn oplevede at være pårørende til en forælder eller søskende, men aldrig rigtig fik den hjælp, du havde brug for til at komme godt igennem det. Det er ikke for sent at give dig selv det rum, der er dit, til at se på hvordan det var for dig at være i den situation, du var i dengang og til at give plads til den sorg, frustration eller vrede, du måske har båret med dig lige siden.

I samtalerne kan vi sammen blive klogere på, hvad udfordringerne i familien havde af konsekvenser for dig, hvilke strategier du tilegnede dig for at være i det og hvordan og hvor du gør brug af de strategier i dit liv i dag – om de er hensigtsmæssige eller ej og om du måske ønsker at udvikle nogle andre færdigheder i stedet for at bedre din nuværende situation eller relationer.